Landbrugets centrale position i den danske historie ses nok tydeligst af, at 80% af befolkningen helt frem til midten af 1800-tallet boede på landet og dermed ernærede alle sig stort set direkte af landbruget.
Et af de væsentligste socialhistoriske fokuspunkter bliver derfor også helt naturligt, hvordan tidens mennesker delte det primære overlevelsesredskab - jorden - imellem sig, og hvordan denne fordeling havde indflydelse på de sociale og økonomiske forhold såvel for den enkelte som for samfundet i sin helhed.
Selve adgangen til at eje jord har gennem tiden været reguleret så tilpas stramt, at det kan sige noget om magtforholdene i de øverste lag af samfundet - før Reformationen (-1536) var Kirken således en stor godsejer og en magtfaktor, mens det i Adelsvældens tid (1536-1660) stort set kun var kongen og adelen, der ejede jord.
I Enevælden (1660-1849) fik først velhavende borgere mulighed for at investere i jord, og siden hen også bønderne.
Landbosamfundets sociale struktur har været genstand for mange undersøgelser og heftige diskussioner. Hovedtemaerne har her dels været forholdet mellem godsejere og fæstebønder (-1800), dels mellem gårdmænd og husmænd/daglejere (1800-1900).
Begge temaer har en indbygget social ulighed i samfundet som omdrejningspunkt for behandlingen.
Der været fokus på jordfordelingens betydning for samfundets overordnede økonomiske udvikling.
Her tænkes primært på den omfordeling, der skete i årtierne omkring 1800, hvor en meget stor del af bondestanden gik fra at være fæstere til at være selvejere - en periode, hvor udøverne af landets vigtigste erhverv pludselig gik over til at ernære sig på markedsvilkår.
