6. Det store rigsvåbens udvikling

Klik på illustrationerne for at se dem i stort format.
 Segl med Erik af Pommerns sammensatte skjold under et brev fra 1398 i Rigsarkivet.

Segl med Erik af Pommerns sammensatte skjold under et brev fra 1398 i Rigsarkivet. I det korsdelte hovedskjold holdt af en engel ses de tre danske løver med en Dannebrogsfane omgivet af hjerter, de tre kroner, der ligesom folkungeløven over tre smalle skråbjælker betegner Sverige, og den pommerske grif. I det lille skjold på korset ses Norges øksebærende løve. Trekronervåbenet blev dobbelttydigt, fordi det kunne opfattes som våben både for Sverige og for unionen af de nordiske riger.

 

 

 

Siden Kalmarunionens dannelse i 1397 er våbenet med løver og hjerter indgået som et felt i et større sammensat skjold.

Heri indgik våbenmærker for de områder, kongerne herskede over eller gjorde krav på.

Den danske konges anvendelse af de tre svenske kroner og placeringen af dem gav anledning til ufred og diplomatiske forviklinger. En fortsat brug af eller genoptagelse af bestemte våbenmærker kunne opfattes som en protest mod områdernes afståelse.

Ligesom andre steder i Europa differentierede man kongens oprindelige våben for at angive vasalstatus. Således blev to blå løver på guld bund allerede i 1200-tallet våben for hertugerne af Sønderjylland. Det udgør stadig et felt i monarkens sammensatte våben og anvendes af Hærhjemmeværnsdistrikt Sønderjylland.

Våbenets forekomst gennem århundreder i segl, på mønter, bygninger, genstande, tekstiler, malerier m. m. er udtryk for en politisk-ideologisk bevidsthed og vidner om det danske samfunds kulturelle stade.

Med tiden appellerede våbenet ligesom flaget også til den folkelige og nationale følelse.

 

Mønt, 24 skilling, fra 1750.

Mønt, 24 skilling, fra 1750. Skjoldet i rokokostil indeholder de tre løver, Norges løve og de tre kroner. Denne komposition var meget anvendt fra slutningen af 1600-tallet til ind i 1800- tallet.