10. Mere om heraldik

Skikken at bruge våbenskjolde med let genkendelige figurer i klare kontrasterende farver opstod i middelalderen og blev hurtigt præget af normdannende regler.

Oprindelig var det fyrster og adel, der gav sig til kende på denne måde. Derfor havde kendetegnene skjoldform og kombineres ofte med hjelm og andet tilbehør.

Skjoldet forsvarer man sig med, og det kom hurtigt til at vise en persons eller slægts identitet i almindelighed. Derfor blev det gengivet i segl, på genstande, bygninger, gravsten m.m. Det var ikke kun krigeriske adelsmænd, der benyttede sig af denne form for signal. Fredelige kvinder og gejstlige tog også skikken til sig.

Kundskaben om våbener og den kunstart, der gengiver dem, kaldes heraldik (heroldskunst).

De heraldiske regler

De heraldiske regler er normer for våbeners indhold, farvelægning og sammensætning. De har været holdt i hævd siden våbenkunstens opståen og ligger i klar forlængelse af dens middelalderlige oprindelse.

Skjoldfigurerne tegnes derfor uden brug af perspektiv og er ikke naturalistiske. Dyr og planter fremtræder i stærkt stiliseret form. En særlig gruppe af skjoldfigurer dannes ved delingslinjer af forskellig art, hvorved der fremkommer figurer som bjælke, pæl, sparre m. fl.

Figurerne får især karakter ved deres fladevirkning og udfylder skjoldet eller feltet mest muligt. Et godt våben har et så enkelt figurindhold og så få farver som muligt.

Valget af figurer er præget af, hvilke motiver man kunne forestille sig i middelalderen.

De heraldiske farver

Skjoldet og dets figurer farvelægges ved brug af ganske få rene, ublandede farver (tinkturer).

De heraldiske farver er: rød, blå, sort, grøn samt gul og hvid. De to sidstnævnte farver kaldes metaller. De beskrives og kan gengives som guld og sølv. De fire førstnævnte farver kaldes for de egentlige farver.

Fladerne i et våben farvelægges principielt således, at metal støder op til farve, fx en guld løve på rød bund, en blå sparre på sølv bund. Derved bliver det let at erkende skjoldfiguren på afstand.

Den heraldiske farveregel svarer til grafiske idealer i nutiden. Farverne er en lige så integrerende del af våbenet som figurerne og kan ikke ændres vilkårligt. Sommetider er bestemte farver valgt på grund af deres symbolske betydning.

 

 

Blasonering

I middelalderen udviklede herolderne et særlig stringent og entydigt fagsprog, blasonering, til beskrivelse af våbener.

Et våben beskrives (blasoneres) med hensyn til sit indhold, nemlig hvilke figurer og farver der skal forekomme, og hvordan figurerne skal vende eller indbyrdes være kombineret.

Den kunstneriske udformning foreskrives derimod ikke. Gengives et våben i flere versioner og evt. i forskellige stilarter, er der tale om samme våben.

Heraldikken er en friere udtryksform end den, der kendetegner varemærker o. lign. Den er alene styret af den indholdsmæssige beskrivelse, der skal respekteres ved gengivelse, og af heraldikkens stilnormer.

Det enkle middelalderagtige præg er foreneligt med nutidig udtryksmåde og moderne reproduktionsteknik. For at kunne tegne god heraldik må man have levet sig ind i den tidlige heraldiks stilidealer.

Tre versioner af samme fiktive våben tegnet af Ronny Andersen i hver sin stilart – højgotik, sengotik og renæssance.