Referat af brugerrådsmøde på Landsarkivet for Nørrejylland den 26. maj 2010 

 

Ingelise Rahn oplyste, at hun har afløst Merete Bøge Pedersen som permanent medlem af rådet.

1. Godkendelse af dagsorden

Ingen bemærkninger.

2. Valg af referent

Ingelise Rahn.

3. Godkendelse af referat af mødet d. 25. november 2009

Ingen bemærkninger.

4. Medlemsstatus

Formanden gjorde opmærksom på, at Jette Sanna, der er brugervalgt medlem af rådet, vil være på valg ved landsarkivets brugermøde d. 2. juni. Jette Sanna oplyste, at hun er villig til genvalg.

Formanden vil skrive til SLA, SSF og Aalborg Universitet, at deres repræsentanter af brugerrådet iflg. vedtægterne er på valg.

5. Siden sidst

Statistik
Læsesalsstatistikken viser, at der på indeværende tidspunkt af 2010 er både færre besøgende og færre ekspederede enheder end sidste år og også færre end forventet. Det daglige besøgstal opgøres ved en kombination af antallet af tilstedeværende kl. 11 og antallet af indskrevne i den daglige besøgsbog. Ekspederede enheder opgøres på grundlag af bestillingssedlerne.

Den lange periode med sne og glat føre i vinter er uden tvivl medvirkende til de lavere tal i år. Formanden mente - med et meget forsigtigt skøn - at der er en tendens til, at besøgstallet igen er stigende, muligvis pga. den midlertidige tilbagetrækning på Arkivalieronline af kirkebøgerne udskrevet mellem 1925 og 1950.

Men som også påpeget ved tidligere møder er udlægningen af flere og flere kirkebøger og folketællinger på Arkivalieronline dog generelt med til at underminere det fysiske besøg.

Arkivalieronline - status
Folketællingen 1911 er lagt på nettet. Mikrofilmning af 1930-tællingen er næsten afsluttet, og der er påbegyndt kvalitetskontrol med henblik på udlægning. Mikrofilmning af folketællingen 1940 er påbegyndt.

Skanningen af kirkebøger udskrevet før 1950 fortsætter, p.t. sogne i de tidligere Aabenraa, Ringkøbing og Sorø amter. En del kirkebøger fra andre områder er klar til udlægning, når der indføres fælles login til Statens Arkivers webtjenester, se nedenfor.

På Arkivalieronlines forside er der et link til lister over registrerede fejl og mangler i kirkebøger og folketællinger. Efterhånden som der bliver foretaget rettelser, vil markeret med X.

Fejlene rettes ofte i klumper, f.eks. en folketælling ad gangen. Der er ofte brug for at få de originale arkivalier fra f.eks. Rigsarkivet for at se, om "manglende sider" overhovedet eksisterer.

Ny leder på landsarkivet
Landsarkivar Chr. R. Jansen går på pension 31. juli, men pga. tilgodehavende ferie fratrådte han allerede med udgangen af marts måned. Arkivar Anette Østergaard Schultz er konstitueret som daglig leder, og Steen Ousager, der er arkivchef for de syddanske arkiver, er konstitueret som øverste leder af såvel landsarkivet som Erhvervsarkivet.

Rigsarkivaren ventes snarest at meddele, hvordan ledelsesforholdene bliver i fremtiden. Landsarkivets personale drøfter i øvrigt i interne arbejdsgrupper, hvordan en række opgaver kan løses i fremover.

Cpr-sagen
Efter at en bruger gjorde Datatilsynet opmærksom på, at der forekom cpr-numre i kirkebøger på Arkivalieronline, fjernede Statens Arkiver alle kirkebøger udskrevet efter 1925 fra nettet. I et samarbejde mellem frivillige medlemmer af DIS-Danmark og Statens Arkiver screener de frivillige nu kirkebøgerne for cpr-numre, hvorefter Statens Arkiver skal sløre numrene i den elektroniske version, inden bøgerne kan lægges tilbage på nettet.

Cpr-problematikken har også fået konsekvenser for læsesalsbrugerne. Rigsarkivaren har indført en 100-års frist til kirkebøger efter 1925. Der er mulighed for at søge om adgang til at se indførsler, der er yngre end 1925. I starten skulle der søges om adgang til hver enkelt bog, men det er senere ændret, så brugerne nu efter ansøgning får en generel tilladelse, som gælder ved besøg på alle landsarkiverne. Adgangstilladelse gives på betingelse af, at brugerne med deres underskrift erklærer, at de ikke vil misbruge evt. cpr-nr.

På de landsarkiver, der har kirkebøger i selvbetjeningsmagasin, måtte alle kirkebøger udskrevet efter 1925 flyttes til lukkede magasiner. Som en udløber heraf blev der, også i Viborg, der ikke har selvbetjeningsmagasin, i en periode helt lukket for lån af kirkebøger, der først var udskrevet efter 1959. Senere er det dog blevet ændret, så årene 1925-1959 ved en afdækning af siderne efter 1959 kan benyttes med en adgangstilladelse.

Formanden nævnte, at der er tanker om helt at undtage de fysiske kirkebøger fra udlån, når de er lagt på nettet.

Accessioner
Formanden oplyste, at landsarkivet har to medarbejdere, der er involveret i arbejdet med bevaring og kassation samt aflevering til landsarkivet. Der er især modtaget afleveringer fra politiet, retterne, stifterne og en række højere læreanstalter. Modtagelse af kirkebøger udskrevet til og med 1950 er stort set fuldført.

Elektronisk arkivaliebestilling
Statens Arkiver lancerer i nærmeste fremtid nye webtjenester på www.sa.dk. Brugerne skal fremover bruge password for at benytte Daisy og Arkivalieronline. I Rigsarkivet og Landsarkivet for Sjælland, skal alle arkivalier og i Erhvervsarkivet skal alle Daisyregistrerede arkivalier bestilles via Daisy. Brugerne får mulighed for at følge ekspeditionen af deres bestillinger på deres "egne sider", ligesom de bl.a. kan gemme favoritsider og se, hvilke arrangementer de har tilmeldt sig. Landsarkivet i Viborg modtager forudbestillinger og bestillinger af fjernlån via Daisy. Arkivalieronlines brugere skal ikke have nye adgangskoder.

6. Byggesagen og magasinsituationen

Der er nu givet grønt lys for byggeri af en magasinbygning til 60.000 hyldemeter arkivalier på Detpotgårdsgrunden bag landsarkivet. Det er Slots- og ejendomsstyrelsen der står for gennemførelsen af byggeriet, der formentlig også vil omfatte en arkitektkonkurrence. Ibrugtagningen ventes i 2012, og der gøres nu en ihærdig indsats for at indtaste alle arkivalier i Daisy, da det vil få praktisk betydning for flyttearbejdet.

Fjernmagasinerne opgives, når det nye magasin står færdigt.

7. Forslag fra forsamlingen

Poul Duedahl gjorde opmærksom på det uhensigtsmæssige, at de arkivregistraturer, der er udskrevet fra Daisy, er vanskelige at bruge. Det skyldes, at arkivalierne står alfabetisk i registraturerne, og ikke som i de gamle registraturer i en administrativ logisk sammenhæng. Formanden vil undersøge, om der kan gøres noget.

Holger Helbo efterlyste stikkontakter i filmlæsesalen til brug af egen pc. Formanden vil undersøge muligheden for at installere et antal.

8. Eventuelt

Landsarkivet søger i samarbejde med Landsarkivet for Fyn midler til et internetbaseret undervisningsmateriale for 8.-9. kl. og gymnasiet. I projektet følges syv børn født i år 1900 frem til 1925 gennem arkivalier.

Der er etableret trådløst netværk på alle læsesalen, hvor brugerne kan benytte egne medbragte pc'er.

I øjeblikket bliver der til læsesalen fremstillet mikrofilmkopier af lægdsruller for Kolding og Fredericia samt en række landsogne i Vejle amt, som 1869-1914 hørte under 3. udskrivningskreds, der havde hjemsted i Odense. Originalrullerne findes i landsarkivet i Odense, og det er uhensigtsmæssigt.

 

Næste møde: Onsdag d. 24. november 2010 kl. 14 på landsarkivet.

 

Rundvisning på Erhvervsarkivet kl. 10.45

18. juni 2012
Erhvervsarkivets smukkke bygning fylder 110 år, og det fejrer vi med gratis rundvisninger hele dagen mandag den 18. juni.
Se alle arrangementer