Referat af brugerrådsmøde d. 22. april 2010 kl. 14.00 i Erhvervsarkivet

Tilstedeværende:

Tove Glud Rasmussen, Kurt Pedersen, Jytte Thorndal , Knud Buch-Jepsen, Niels Wium Olsen, Niels Løgager Nielsen, Lone H. Liljegren og Karen Elbæk Prange.

 

Lone H. Liljegren bød velkommen.

 

Dagsorden:

 

1. Godkendelse af dagsorden

Dagsordenen godkendtes.

Til de kommende møder indkalder Lone emner til dagsordenen.

 

2. Godkendelse af referat

Referatet godkendtes.

 

3. Tiltag på Erhvervsarkivet og inden for Statens Arkiver

LHL redegjorde for ledelsesstrukturen, som den ser ud pt. Chr. R. Jansen går officielt på pension 1.8.2010. men afholder gammel ferie og er som sådan fratrådt. Asbjørn Hellum (AH) har konstitueret Steen Ousager, der er arkivchef for Statens Arkiver (SA) i Syddanmark, som øverste leder af Erhvervsarkivet (EA) og Landsarkivet i Viborg (LAV). Han koordinerer med SAs ledelse og deltager i forskelligt på enhederne. Der arbejdes på en afklaring af ledelsesstrukturen for SA i Vestdanmark, rammerne falder formentligt på plads ultimo maj/primo juni. AH har besøgt EA og LAV flere gange og kommer igen for at få input både til ledelses- og opgavedelen. Fungerende daglige ledere er LHL på EA og Anette Østergård Schultz i LAV.

Daisys logon-funktion er forsinket og udskudt igen. Spolefilm og mikrokort med filmede arkivalier i EA er registreret i Daisy og kan bestilles, herefter udlånes de originale arkivalier ikke. ENB-arkivalier, som ikke må fjernlånes, kan derfor nu fjernlånes i det omfang, at de findes på film. Hyppigt anvendte søgemidler fjernlånes heller ikke, men når Daisys nyeste funktioner er på plads, får man besked ved bestillingen i Daisy, hvis man har bestilt materiale, som er registreret som må ikke udlånes. På EA er der i 2010 gennemført et pilot-projekt vedr. registrering af uordnede arkiver i Daisy.

Etablering af ny membran betyder, at parkeringspladsen skal graves op. Opstart af byggeplads forventes i juni og afslutning i oktober. Orientering om dette vil ske via opslag og på hjemmesiden.

Skulpturen på græsplænen er forsinket, formentlig skal fundamentet til skulpturen graves ud i august, så opsætning forventes færdig før efterårsferien. LHL fortalte om udformningen af skulpturen.

EA forsætter rækken af kurser. 27. maj kommer Peter Birkelund fra Rigsarkivet og redegør for besættelsestidens kilder. Til efteråret kommer bl.a. Michelle McNabb d. 7. okt. kl. 13.30 og fortæller om benyttelsen af de amerikanske databaser til slægtsforskning. Endvidere vil Peter Korsgård fra Kort- og Matrikelstyrelsen gennemgå, hvorledes man bruger kort som historisk kilde. Peter Edelholt, EA, vil demonstrere, hvordan man gemmer sin elektroniske historie.

DPA-projektet (Digitale Private Arkiver) holder seminar d. 20. maj, hvor stads- og kommunearkiver og udvalgte lokalarkiver får introduceret de nyudviklede it-bevaringsredskaber.

På sidste brugerrådsmøde blev Århus Stiftstidendes arkiv, specielt billedarkivet, foreslået. Dette er ikke glemt.

 

4. Forslag fra brugerrådets medlemmer

LHL indledte med at sige, at brugerrådet er et oplagt forum til at komme frem med, hvad brugerne har behov for fra EA og dermed søge indflydelse på de tilbud, som EA udvikler. Hun gav nogle eksempler: får de studerende den hjælp og vejledning, de har behov for, skal vejledningen skrues anderledes sammen, så de bedre matcher de stramme vilkår for specialeskrivning? Kan man forestille sig, at underviserne på Historisk Institut eller måske Handelshøjskolen kan have gavn af en introduktion til et emne eller en kildegruppe og derved gennem et bedre kendskab kan inddrage det i undervisningen eller i opgavevejledningen?

NWO syntes, LHLs forslag lød spændende, da der er brug for personlig vejledning og arkivhjælp.

KP sagde, at det var et problem på Handelshøjskolen, da der hovedsageligt undervises på engelsk pga. de udenlandske studerende. Han forslog arkivkundskab for studerende på Journalisthøjskolen.

Han foreslog også, at Michael O. Bruun fra Center for Erhvervshistorie holdt et foredrag om sin undersøgelse af århusianske virksomheder. EA kunne så f.eks. supplere med oplysninger om, hvor eller hvordan man kan finde kilder til at belyse emnerne.

NLN sagde, at EA opleves som et lukket land af brugere og medarbejdere i lokalarkiverne. LHL spurgte, hvad de begrundede det med, men det vides ikke. Det blev foreslået, at NLN og TGR til næste brugerrådsmøde kommer med et oplæg om, hvad der ligger bag og forslag til måder at ændre dette på.

KBJ fremførte en klage fra en bruger over manglende filmspoler, når der ankom film fra Rigsarkivet uden spole. LHL sagde, at det flere gange var påtalt for Publikumsafdelingen, men at dette gav anledning til at tage sagen op igen.

 

5. Tidspunkt for næste møde

Næste møde blev fastsat til kl. 14.00 torsdag d. 4. november 2010.

 

6. Eventuelt

Ingen bemærkninger.

 

Mødet sluttede ca. kl. 15.00.

KEP/26. april 2010